For at I derhjemme i Danmark kan faa en fornemmelse af, hvor laekker Rio de Janeiro er, starter vi lige dette indlaeg med et billeder fra Copacabana med udsigt til Sukkertoppene (turen til disse er beskrevet tidligere). Billedet er taget i tirsdags, hvor vi brugte eftermiddagen paa stranden efter at have vaeret oppe og besoege ham der Kristus, som var mega stor i virkeligheden. Stranden var virkelig sort af mennesker - eller roed/gul af parasoller..! Solslikkere, boern, saelgere og vogehalse (inklusive os tre), som turde kaste sig ud i de store boelger. Vandet er enormt salt, saa badningen blev til en kort fornoejelse for Rebekka, der efter faa minutter blev overmandet af en kaempe boelge. Da Signe efter at have kastet sig ind i en denne, vender sig for at se, om Rebekka klarede det lige saa godt, dukker Rebekka fortumlet op fra havskum og brus, og udtrykker at hun i hvert fald er faerdig med at bade for i dag. Salten satte sig i oejne, oere og mund. Oev! Saa det var mest Signe og Sabine der oevede sig i at besejre boelgerne, imens Rebekka blev stegt paa stranden. Hun er blevet ret god til at raevesove, naar saelgerne kommer forbi og raaber en masse paa portugisisk lige ind i orenet paa en.
Da vi laa der og stegede paa stranden kom et flinkt par hen og spurgte om vi ville opleve en forsmag paa karnevalet, som er den store aarlige begivenhed her i Rio. De arrangerede ture til en Samba Skole med 4000 medlemmer, hvor Brasilanerne oever deres rytmer. Vi toevede ikke et oejeblik, da vi lige havde fundet ud af at fodbold saesonen foerst starter d. 25 januar, vi havde ellers haft planer om at lege vilde fodboldfans paa et af verdens stoerste stadions, som jo ligger her i Rio.
Helio, som vores guide hed, ville hente os ved hostlet kl. 19.20 eller nok naermere kl. 19.30. Efter lang tids venten og talrige forsoeg paa at faa fat paa ham, kom der i fulde fart kl. 20.15 en hvid minibus (fyldt til randen med turister, som os), med Helio haengede ud af vinduet, der plabrede loes med undskyldninger og forklaringer paa lidt gebrokken engelsk. Vi hoppede ombord, derefter fulgte en lang koeretur, igennem slum og industrikvaterer, helt ud til den anden ende af Rio. Da Helio pludselig begyndte at spoerge om vej, blev Sabine og Signe en smule urolige for, om han egentlig var en guide, og hvad det var vi lige havde sagt ja til. Men som billedet ovenfor viser, kom vi frem til en kaempe hal med mennesker i teamtroejer og et kaempe band. Hvor det saa ud som om, enhver bare kunne stille sig op paa scenen og spille med, den var i hvert fald fuldstaendiog proppet med mennesker. Her blev vi efter et stykke tid enige om, at det egentlig var meget rart, at vores guide havde vaeret saa forsinket, for der gik lang tid foer showet, eller oevningen, overhoved gik igang. Det kan vi saa ogsaa lige love for at det gjorde, med fulde brag, knald og gang i den. Musikken var saa hoej, at selv Signe, der ellers er en garvet koncertgaest, maatte holde sig for oerene. Det stod paa i ca. 1,5 time. Vi har stadig lidt hyletone for oerene. Men en oplevelse det var det. Isaer vores guides lille fine pind med gule frynser i enden, saa vi som smaa faar altid kunne finde ham. Virkelig komisk. Som om det ikke var nok at vores turistidentitet blev afsloeret af denne efterfoelgen, var vi absolut ogsaa det eneste med en hudfarve lysere end maelkechokolade.
Saa sjovt var det at hoere den samme sang i halanden til to timer... Eller!!!? Dette billeder kunne maeske bedre passe til det ansigtsudtryk vi alle tre fik da vi igaar aftens var fulgt med det kaerstepar vi bor sammen med til Lapa, som er der, hvor alle sambabarerne ligger. Her blev vi pludselig overrasket af en bil fulgt med fyre, der vinkede ihaerdigt til os. Efter faa sekunder, og bagtalen om hvor kiksede de var, opdager Sabine til sin store readsel, at det er de fyre vi tidligere paa dagen har afvist. For hvad var odsene lige for at se dem igen. De havde inviteret os med til omraadet, vi havde proevet med flere forskellige undskyldninger, og de maette til sidst tage til takke med et "maeske kommer vi ned i byen i aften", men altsaa ikke faar at se jer. Endelig skred de. Vi haabede virkelig ikke paa at se dem, med saa de var bare total hej vi kender jer agtigt... Uppsss. Vi flaekkede alle tre midt over af grin. Og gengaeldte paa ingen maade deres begejstring.
Nu tager vi til Campo Grande med regn og rusk. Oev... 21 timer i bus venter forude. Eller resten af dagen, vil vi ligge paa stranden.
Hejhej!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar